Midt i mulighederne - efterår
©  Foto:

Knud Lavard Pilgrimsruten

Kulturhistorie

Fra Knud Lavards grav i Sct. Bendts Kirke udgår en pilgrimsrute, der slutter ved landsbyen Haraldsted. Ruten blev benyttet af tilhængere af den kult, der hurtigt opstod om den populære hertug. Vejen er markeret af fire krucifikser og passerer desuden forbi Knud Lavards Kapel og Haraldsted Kirke.

Ganske kort tid efter mordet på Knud Lavard, opstod en helgenkult omkring ham. Pilgrimsvandringer var tidens trend, og da der var kortere til Haraldsted end til Den Hellige Stad, var det jo et nærliggende valg.

Krucifikserne langs Holbækvej markerer valfartsruten fra Sct. Bendts kirke til Knud Lavards kapel. Krucifikserne er opstillet omkring 1921. Det er Danmarks ældste, efter-reformatoriske valfart. Statuetterne langs Holbækvej symboliserer Jesu fødsel, korsfæstelse og opstandelse.

Hvert år omkring 25. juni fejrer katolikkerne helgenkåringen af Knud Lavard år 1170 med en pilgrimsvandring fra Skt. Knuds kirke til den hellige kilde ved kapellet i Haraldsted.

På venstre side af Holbækvej finder man den første statuette.

Madonna med barn

Statuetten forestiller Madonna (Jomfru Maria) med Jesusbarnet på armen. Jomfru Maria er som Guds moder en central person i den katolske lære. Statuetten er opstillet kort før 1920 og bekostet af en anonym giver. Er opstillet på Ll. Svenstrups jord.

Statuen er godt 1 meter høj, støbt i beton og placeret i muret niche. Denne statue fortæller sammen med korset og den anden statuette ved navn Jesu hjerte beretningen om Jesu fødsel, korsfæstelse og den opstandne frelser.

Vejkrucifiks

Det andet på ruten er et vejkrucifiks, som findes på højre side af vejen.

Krucifikset er 4 meter højt og forestiller Den Lidende Kristus. Figuren er skåret på et værksted i Oberammergau, og korset er fremstillet i København. Krucifikset er tagdækket.Krucifikset er skænket af en kvindelig pilgrim, og det blev indviet af sognepræsten ved Skt. Knuds kirke den 7. august 1921 med ca. 100 lokale pilgrimme. Det var det første vejkors i Danmark i mere end 400 år. Korset er opstillet på jord tilhørende Ll. Svenstrup gods.

Den tredje statuette er:

Jesu Hjerte

Statuetten forestiller en mandsperson, der bærer et hjerte synligt på brystet. På hjertet ses noget, der ligner en kæde. Det er en stiliseret tornekrone, som symboliserer Jesu blødende hjerte. Lige over hjertet ses en flamme. Statuetten er opstillet kort før 1920 og bekostet af en anonym giver. Er opstillet på Ll. Svenstrups jord. Statuen er godt 1 meter høj og støbt i beton og placeret i muret niche.

Oplev Ringsted på SoMe:

Oplev Ringsted © 2024
Danish